Indhold
Mejeriarbejdernes mindetavle side 3
En vise om tre musikanter side 5
Brønshøj Boldklub side 6
Fluepapir - Mellemting side 8
Oskar Hansen – en Brønshøj-digter side 11
Omvisning på Kastellet side 13
Slangerup kontra Brønshøj side 17
Den skjønneste Vej i Brønshøj side 20
Poul Lindebjerg går af side 22
Generalforsamling side 23
Adresseliste side 24
Nyt fra redaktionen
Der er gevaldig sammenhæng i dette blad. Tre af artiklerne handler om lokaliteter, der har været i foreningens søgelys. Tre artikler handler om Georg Hansen, og hvem er så det? En artikel er skrevet af to brødre, og en anden artikel er en fortsættelse fra sidste nummer. Forbindelseslinierne går på kryds og på tværs og på langs. Endelig en stor tak til Poul Lindebjerg.
Mejeriarbejdernes mindetavle
af Sune Hundebøll
Det startede med en lockout. Den 16. november 1897 var en god del af mælkekuskene fra A/S Københavns Mælkeforsyning samlet på Gimle. Her talte formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, M.C. Lyngsie, om deres ret til at organisere sig i kampen for bedre arbejdsforhold.
Et flertal af kuskene valgte derefter at organisere sig. Blot med det resultat at de blev lockoutet. Nye kuske stillede dagen efter for at køre mælk ud. Det kunne de lockoutede kuske selvfølgelig ikke gå med til, og sammen med mælkedrengene indledte de en strejke. Fem uger efter at kuskene blev organiseret i en fagforening, dannede de deres eget mejeri: Enigheden.
Det først mælkevogne kørte ud fra Enigheden 12. marts 1897. Dengang havde selskabet adresse på Falkoner Alle 8. Senere flyttede firmaet ud på Lygten, Nordvest.
I anledning af selskabets første arbejdsdag skrev “Socialdemokraten”: “Hver kusk får fem drenge til sin assistance under det daglige arbejde i byen, og hele styrken sendtes i går ud til deres respektive kvarter, hvor de præsenterede sig for de gamle kunder og uddelte cirkulærer med anbefalinger af det nystiftede selskab.”
De 100 drenge (hele den styrke der før strejken var ansat ved “Kjøbenhavns Mælkeforsyning”) vakte opsigt, hvor de kom.”
Startkapitalen blev rejst med aktier lyden på 10 kr, og indbetalt med 25 øre om ugen af arbejderne. I bogen “Eventyret om mælkeriet Enigheden”, der udkom i 1949, står der at “Gennem 50 år er denne spæde kim vokset til en mælkeforsyning, der spiller en betydelig rolle inden for Storkøbenhavns samlede mælkebranche. Den bevægede start og de beskedne kapitalforhold gav de første år en urolig udvikling; men efterhånden blev vanskelighederne overvundet, og selskabet gled ind i en støt og rolig kurs, der har ført det frem til sin nuværende position”.
I 1912 solgte mejeriet 9.628.818 kg mælk og fløde. Det tal var steget til 17.358.447 kg i 1930. Smørproduktionen steg i samme periode fra 41.574 kg til 98.120 kg.
I slutningen af 1940erne modtog mejeriet ca. 130.000 liter mælk dagligt, der efter behandling blev emballeret på ca. 200.000 flasker.
Jubilæum og mindetavle
Den 12. marts 1947 havde mejeriet 50 års jubilærum. I den anledning overrakte personalet et tårnur og en mindetavle til firmaet. Tavlen og uret kan stadig ses på enden af Enighedens gamle bygning på Lygten 39-41.
Om jubilærumsarrangementet berettede Social-Demokraten (13.3.1947) bl.a.: “Vognene kørte ud som sædvanlig, men Ismejerierne var i Forvejen underrettet om, at baade Kuske og Medhjælpere meget gerne vilde være tilbage paa Mælkeriet senest Kl. 9:30. Ogsaa af den Grund gik Udleveringen ekstraordinært glat og hurtigt, saa samtlige 700 Medarbejdere sammen med tidligere Kollegaer og Ledelsen kunne samles til et festligt Fællesmøde. Personalet overrakte Virksomheden et Taarnur med Slagværk og en Mindeplade med Vers af Oskar Hansen.”
Teksten på mindetavlen er: "MANGE LANGE ARBEJDSAAR / -TIDEN GAAR, TIDEN GAAR- / MERE LYKKE, BEDRE KAAR / MEDENS TIDEN GAAR / - / SKÆNKET AF ARBEJDERE / OG FUNKTIONÆRER / 1897 · 12 MARTS · 1947"
Eventyret om Enigheden sluttede 19. januar 1996. Den sidste mælk var leveret fra arbejdernes mejeri i Nordvest. På det tidspunkt havde MD-FOODS købt produktionen fra mejeriet. Og under påskud af MD/KLØVERs mælkemonopol lukkede de Enigheden ned.
En vise om de tre musikanter, 1939
af Oskar Hansen (1895-1968)
Den ene spilled’ banjo, den anden mandolin,
den tredie af harmonikassen trak så sære hvin.
Når de gik hen ad vejen, de standsed’ ved hver gård
og spillede de viser, der til pigehjerter går.
For ham der spilled’ banjo var sort af hud og hår,
hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år.
Hans mor var sort - en hedning, hans far hvid missionær,
og ham der spilled’ banjo havde arvet lidt af hver.
Den anden, ham der spilled’ så flot på mandolin,
var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin.
Hans fader var en greve, hans mor en tatermær,
og ham der spilled’ banjo havde arvet lidt af hver.
Den tredie, ham der hev i trækharmonika,
han havde seksten fædre fra sin allerførste dag,
og skønt de alle seksten frækt nægted’ hver især,
ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver.
Så spillede de trende for godtfolk rundt om land,
de spillede for kvinder og de spillede for mand,
men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær,
men der var én de elskede tilsammen hver især.
Hun elsked’ ham med banjo og ham med mandolin
og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin.
Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær,
de blev der trende nætter, det var lige en til hver.
Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror,
ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor.
En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær,
han fik de instrumenter, som de spilled’ hver især.
Så spilled’ han på banjo, så flot på mandolin
og lokked’ af harmonikassen sødmefulde hvin.
Han døde mæt af alder, og visen er forbi
om tre små musikanter, der blev et musikgeni.
♥
Brønshøj Boldklub 1956
af Mogens Bille (fortsat fra sidste nummer)
I tredje klasse på Utterslev Skole skete der en sammenlægning mellem de to 2. klasser således, at vi fik en ny tredje klasse, ny klasselærer – Mogens Lønhus – og jeg fik en ny sidekammerat: Steen Hansen (senere Steen Duurlo – mangeårig anfører for Brønshøjs stærke 1. divisionshold). Steens far var træner/leder nede i Brønshøj Boldklub på ”Marken” ved Rådvadsvej – og Steen var i øvrigt kendetegnet ved en ”sort plet” i højre side af hans ellers blonde hår – noget der ellers først mange, mange år senere kom på mode med punkerne! Han boede omme på Hjortholms Allé ved siden af Søren Birch, som også gik i klassen
Lønhus var fodboldinteresseret, så vi fik ofte lov til – både i gymnastiktimerne og i de almindelige timer – at gå ned på ”Marken” og spille fodbold. Lønhus spillede med, og han lagde bestemt ikke fingrene imellem – men lærte os at tackle igennem. Han arrangerede også straffesparkkonkurrencer, hvor Steen var fast målmand. Steen begyndte at indgyde mig interesse for et medlemskab af Brønshøj Boldklub – selv om jeg absolut ikke var noget lysende talent – og også min farbror Aksel, der var ungkarl og stadig boede hjemme hos min farmor og farfar på Rådvadsvej 34 lige over for ”Marken”, skubbede på.
Onkel Aksel var altid at finde på banerne både lørdag eftermiddag og søndag formiddag, hvor alle kampene blev spillet. Han var også selv aktiv – men ikke i Børnshøj. Han spillede i HIK, for Hellerup var hans og min faders barndomsegn (Tranegårdsvej og Maglegårdsskolen) - og man vel var loyal over for sin barndomsklub! Ak ja – det var dengang!! Nu var han old boys-spiller – men efter eget udsagn stadig uhyre stærk og velspillende. Bl.a. fortalte han mig mig utallige gange om, hvordan han i en uforglemmelig tredjeholdskamp totalt havde neutraliseret selveste Knud Lundberg i sådan en grad, at ”Lunde” – også kaldet fodboldprofessoren – havde bedt træneren om at blive skiftet ud.
Onkel Aksel stod altid lige i nærheden af ”Mutter Brønshøj” – en meget, meget stor dame der hed fru Krogh, som boede alene med sin søn og en meget, meget lille pekingeser omme på Granlien bag ved købmand Johansen på Rådvadsvej, hvor vi handlede og hvor der altid lugtede så godt – bl.a. af spegesild. Når onkel Aksel altid placerede sig lige ved Mutter Brønshøj, så var det iflg. ham selv, fordi han ikke vil gå glip af hendes ”guldkorn” i form af tilråb og skideballer til både med- og modspillere – men specielt til dommere og linjevogter – men han holdt sig dog på så behørig afstand, at ingen kunne antage ham for at være Mutter Brønshøjs evt. kæreste eller ægtefælle. Vi drenge fabulerede ofte over den tragedie der ville indtræffe, hvis Mutter Brønshøj kom til at træde på pekingeseren – eller endnu værre: kom til at sætte sig på den!
Da jeg fik lov til at gå i Vanløse Idrætspark med de store drenge fra vejen og se Brønshøjs stærke førstehold, der havde hjemmebane bag ved Ålekistevej, så kunne jeg konstatere, at ”Mutter Brønshøj” altid var at finde på lægterne – MED hund!
Brønshøj havde her i midten af 50’erne fået et superstærkt førstehold, der gik fra tredje division til toppen af første division i løbet af et par sæsoner. Et hold med profiler som: Per Aunvig, Henning Steen Hansen, Willy Kragh Hansen, Benny Lohse, John Bengtson, Ebbe Jepsen, Erik Nielsen og sidst men ikke mindst Ove Andersen. De havde spillet sammen siden drengeårene og kendte hinanden ud og ind. Jeg glemmer aldrig den aften, hvor de med 2-2 i Vanløse Idrætspark sikrede sig oprykning til 2. division – og hvor vi bagefter samledes foran klubhuset på Rådvadsvej, hvor spillerne skulle feste med deres koner og kærester. Jeg var vild med Ove, som blev landsholdsspiller og udpeget til ”Årets fund” – en fantastisk centreforward – og så cyklede han forbi vores havelåge hver morgen præcis 7.45 på vej over mod Emdrupborg, hvor han læste til lærer.
Børn og unge strømmede til BB i disse år, som efter sigende havde Danmarks største ungdomsafdeling i denne periode, hvor jeg med Steen som inspirator blev medlem af klubben. Jeg kom på et af de utallige lagkagehold, som med rigtige klubnavne – vi var Nakskov – dystede mod hinanden i den intensive jagt på det endelige trofæ: lagkage og røde sodavand til det vindende hold. ”Marken” ved Rådvadsvej vrimlede med børn på disse træningseftermiddage – men jeg var tæt på at gå tudende hjem til Hyrdeledet efter den første træning. Fra min storesøsters ven/”kæreste”, Palle Agelby, der boede nede i en af de små villabutikker ved Ørevadsvej – jeg tror hans fader var skomager - havde jeg arvet trøje, bukser og et par gamle fodboldstøvler, som givetvis har været ”førkrigsmodeller”! De bestod af militærtgult lærred med brunt, ekstremt hårdt læder i tåen og omkring hælen – og de lignede bestemt ikke de moderne sorte Puma-støvler. En af de store drenge fra lilleputholdet spottede mig straks nede foran klubhuset og proklamerede, ” at de støvler jeg havde på ikke var fodboldstøvler – men derimod Ludo-støvler”! Jeg var ved at gå tudende hjem – men holdt dig ud.
Der var en del af drengenes fædre der var ”trænere”, og som efter arbejdstid stillede sig til rådighed for klubben og ungdomstræningen – ofte klædt i jakkesæt og slips. Steens fader, Erik Hansen, var der hver gang – og så var der Østerlien, Gunnar Jørgensen og ”Steff” – sidstnævnte passede også den lille butik der solgte salmiakstænger, sodavand og kakaokugler, og hvor jeg kunne få pumpet min nye læderfodbold med snøre, der iøvrigt bar navnet ”Jaguar”. Steen var rigtig lilleputspiller – og af andre fremtrædende jævnaldrende kan jeg huske Kim Madsen og Per Røntved – men bortset fra Steen kan de nu nok ikke huske mig.
Jeg glemmer aldrig mit første mål til træningen! Jeg spillede back – men havde vovet mig med frem i klumpen af 20 spillere der jagtede den stakkels fodbold. Der opstod et gigantisk klumpspil foran modstanderens ”mål” – to træpinde – inden jeg med en heldigt anbragt ”tåhyler” passerede målmandens oprakte arme. Da der ikke var nogen overligger, protesterede modstanderne (Ålborg Chang) og påstod, at den ”var over”. Men ”dommeren”, der havde observeret min fantastiske jubel over målet, godkendte til min store lettelse scoringen – og så var onkel Aksel der oven i købet til at referere min triumf for min far.
Selv om jeg flyttede til Ballerup i april måned, 1957, har ”hvepsene” været i mit hjerte lige siden – man svigter ikke sin barndomsklub. Og når jeg åbner min Politiken mandag morgen, så er det første jeg checker ALTID, hvordan det er gået Brønshøj. Og jeg er stadig jævnligt at finde på lægterne ude på Tingbjerg – bl.a. i november da BB ”smadrede” førerholdet AGF med 1-0. Jo – hvepsene stikker stadig – men jeg så nu ikke noget til Mutter Brønshøj og pekingeseren! De sidder nok sammen på et plejehjem i Brønshøj og ser kampene på TV – mens hun tørt konstaterer ned mod den sovende, lille vovse, ”at dommeren har smurt sine briller ind i lort”.
Fra bogen ”Fluepapir – Mellemting”
Forlaget Tiderne Skifter – 2011
af maleren Per Kirkeby
om Folmer Bendtsen-bogen fra Lokalhistorisk Selskab på side 156-157
Flue
Min lillebror har skrevet en bog. Om Folmer Bendtsen. Den bløde socialrealistiske maler fra det ydre Vesterbro. Min lillebror er bestemt ikke kunstakademiker, og derfor er det på en god måde en ”tosset” bog. Sådan jeg egentlig altid har drømt om at skrive. Det er en labyrint inde i en fast ramme som er Folmer Bendtsens liv og kunst. Historien snor sig ud og ind, op og ned, det kommunistiske partis historie i halvtresserne, kvarterafgrænsning, gadenavne og lidt familiehistorie. Som jeg altid har forestillet mig at erindringer skulle dukke op inde i en anden anledning uden linearitet og overblik.
Nu var Christian også sådan en tosset unge som jeg skulle løbe rundt og passe på. Naturligvis forsøgte jeg, og dermed GB (Gangsterbanden, navn fra Pelle Haleløs historierne), at ryste ham af os. Hurtig rundt om hjørnet og så fuldt fart på. Når han så var væk, måtte jeg over for mig selv lade som om han selv havde gjort sig væk. Men på et eller andet tidspunkt var han virkelig væk. Undtagen i min dårlige samvittighed. Og med mit åbenbart medfødte talent for pessemisme og ængstelse, altid at forstille mig det værste, havde jeg det forfærdeligt. Jeg husker flere gange hvor jeg løb rundt i det aftenstille Bispebjerg på angstfuldt eftersøgning. En gang var der en mand der gav mig 2 kr. (tror jeg det var, et anseligt beløb den gang), fordi jeg gik og så forskrækket og ked af det ud. Snotungen blev fundet på den nærmeste politistation, hvor han sad og nød betjentenes opmærksomhed og slik.
Den historie er ikke med, den kan han af naturlige grunde ikke huske. Han han husker at min mor græd, da Stalin døde. Men det er også meget senere.
Han har også fået gravet historien om de intellektuelle DKP’ere og Lysenko op. Det er en af de fraktale knopskydninger ud og ind, frem og tilbage, op og ned, som netop er bogens styrke.
Lillebrors Christian Kirkebys bemærkninger hertil.
Jeg må sige at det er en fantastisk ros fra storebror til vores Selskabs bog: Folmer Bendtsen, en maler i Nordvest (og ikke Nørrebro). Bogen er faktisk Pers erindringsbog og kan læses med stor udbytte sammen med Selskabets Historiske ”Notat nr. 18: Per Kirkeby om Min barndom på Bispebjerg og i Voldparken”. Storebror Per kommer ind på noget væsentlig. Når kunstkritikerne og kunsthistorikerne ikke beskæftiger os med vores bog, er det fordi bogen går på tværs af kunsthistoriske skabeloner og ikke kun beskæftiger sig med personen Folmer Bendtsen. For mig har det været væsentlig også at skildre samtiden han levede i også den politiske verden, han selv deltog i. Desuden er min sprogstil lidt speciel, som mine korrekturlæsere over for mig har fastholdt mig i, og kun rettet der hvor det var uforståeligt eller bedt mig om at skrive om. Jeg skal sandelig ikke ændre den sprogstil for så er der… Det har også mange læsere sagt over mig. Mine tekster er nok ikke sådan, ”at læse skråt diagonalt”, fordi jeg vil have alle tangenterne i historien.
En journalist der skulle skrive det igennem vil nok fjerne halvdelen af teksten, men så vil det blive historieforfalskning og mange facetter i historien vil forsvinde.
Måske ville de heller ikke forstå de mange nuancer den historiske virkelighed har, og som jeg og min bror oplevede det. Sådan kan Pers bemærkninger også forstås.
Nu husker jeg nu udmærket historien, hvor jeg blev væk.
Det var i 1946, da jeg var 3 år. Jeg havde sluppet gangsterbanden GB og legede selv ned på legepladsen ud til Landsdommervej. Jeg var for lille til at hoppe over havemuren til vores have og komme ind ad den vej, så jeg måtte ud på Frederiksborgvej for at komme ind på Toldskrivervej 4 st. th. Men på Frederiksborgvej var der vejarbejde, og det var spændende at se på. Der stod jeg længe og så på. Imens kom politiet i deres minibusmotorcykel med sidevogn og spurgte, hvor jeg boede? Da jeg den gang ikke rigtig kunne tale, tog de mig op på den midlertidige politistation på Bispebjerg Skole. Da min far og storebror ikke kunne finde mig, ringede far der op, for at efterlyse mig. Her fik han at vide, at de havde en lille dreng liggende på to stole, så han styrtede op og hentede mig og bar mig hjem. Historien har jeg selv brugt på Selskabets kvartervandringer nr. 5: Fra Nordvestkvarteret til Bispebjerg (se herom på hjemmesiden).
Ja, jeg har tænkt på at skrive mine erindringer, også for at fortælle hvordan jeg kom ud af mit handicap som ”motorisk hørestum”, som mange pædagoger m.fl. ikke ved hvad er, og hvordan jeg lærte at tale. Det var ikke helt nemt. Der er faktisk en del, som har været og er i samme situation som jeg, og som aldrig rigtig kom over det. Både Per og jeg blev psykotestet allerede før vi kom i skole. Læs herom i Historisk Notat nr. 18.
En Brønshøj-digter
af Thomas Viggo Pedersen
Hvad er det første, en socialdemokrat gør, når han opdager, at han skal være statsminister?
Så stiller han sig op på en stol og synger en sang fra Brønshøj - hvad ellers? Alle partikammeraterne synger straks med, for de kan den udenad, og den får ikke for lidt.
Sangen hedder Når jeg ser et rødt flag smælde, og den blev skrevet til en revy ved et ungdomsstævne i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, der fandt sted i Brønshøj Tivoli i 1923. Melodien var komponeret af en af revyens tilrettelæggere. Han hed John Madsen og var typograf. Hans musikalske uddannelse indskrænkede sig til, at han havde læst brugsanvisningen til et klaver i et ugeblad.
Alligevel har han her skrevet en velformet og marcherende melodi, der er nem at huske. Dens appel skyldes blandt andet, at de to sidste toner i første linie (og tilsvarende steder) er kort-kort på ordet smælde, hvor man ellers kunne vente lang-kort som i Jeg elsker de grønne lun---de. John Madsen skrev flere viser og sange og oversatte svenske arbejderdigte til dansk.
Men det er digteren, det skal handle om her. Det var Oskar Hansen, 1895-1968, en umådelig produktiv digter på den politiske venstrefløj. Også han var typograf, og han boede på Hyrdevangen 57, København NV, om end kun de sidste femten år af sit liv. Han havde personligt kendt Poul Geleff, der sammen med Louis Pio og Harald Brix var stiftere af Socialdemokratiet; de var også veteraner fra Fælledslaget i 1872, hvor københavnske arbejdere sloges mod politi og militær.
Selv om Oskar Hansen begyndte som socialdemokrat, brød han ud af partiet i 1919 og var med til at stifte dét, som skulle blive til Danmarks Kommunistiske Parti. I 1922 vendte han tilbage til Socialdemokratiet, men holdt sig på dets rødeste og mest rebelske flanke.
Kulturen spillede en imponerende stor rolle i det unge parti. Men det betød ikke, at der var enighed om, hvad kulturen skulle bruges til. Nogle syntes, at arbejderne skulle have del i borgerskabets dannelse; andre mente, at der skulle skabes en helt ny, uplettet kultur. Udjævning eller erstatning, som Julius Bomholt kaldte det. Meningerne var delte, men partiet omfattede ikke kun arbejdere. Der var også en stor andel af tjenestemænd, aldersrentenydere, småhandlende og håndværkere, fiskere og husmænd, og partiet blev derfor også stadig mindre revolutionært.
Oskar Hansen begyndte med den revolutionære tone i sine politiske sange, men svingede over i en mere borgerlig retning sammen med partiet. I 1919 havde han gendigtet de russiske rødgardisters march Brødre, lad våbnene lyne, og i 1923 kom Når jeg ser et rødt flag smælde. Med slagsangen Danmark for folket, 1934, var det definitive omsving fra klasseparti til folkeparti foretaget. Sangens titel var et citat af Staunings valgoplæg fra maj 1934, som slog fast, at partiet ikke længere skulle være et klasseparti, men et folkeparti. Året efter skrev Oskar Hansen et nyt hit: Stauning igen. Den sang blev så populær, at man sagde, at det ikke var Stauning, men Oskar Hansen, der havde vundet valget.
Oskar Hansen var på vagt overfor dem, der kunne finde på at udnytte systemet; pampere var ikke hans livret. Til gengæld var han ubetinget solidarisk med dem, der havde brug for hans hjælp i den gode sags tjeneste og med samfundets udstødte. Willy Brandt flygtede til Norge fra nazismen i 1933 og undervejs fandt han – som mange andre forfulgte - et sikkert opholdssted hjemme hos Oskar Hansen.
Allerede tidligt blev han udpeget til at være partiets nye digter af aldrende A.C. Meyer, der i 1910 havde skrevet Flyv højt, vor sang på stærke vinger" på melodien til Internationale. Og Oskar Hansen skrev! Allerede i 1938, 30 år før sin død i 1968, talte han sig frem til at have skrevet 4011 digte, 606 prologer, 329 kantater og 2089 fest-, kongres-, skovturs-, kaffebords- og begravelsessange. Det er dog noget. Til Mælkeriet Enigheden skrev han den (ganske vist forbavsende ubehjælpsomme) tekst, der kan læses på mælkeriets mur (se side 4 i dette blad). Da Enigheden besluttede, at medarbejderne skulle have flertal i bestyrelsen, skrev han sangen Man kan føde de skønneste drømme.
En dag var der nogen, der drillede ham og sagde, at han ikke kunne skrive noget uartigt. Det skal være løgn, tænkte han og skrev straks visen om de tre musikanter (se side 5), der første gang blev sunget i nogle selskabslokaler i Brønshøj. Men brod var der også i den. Dels var der på det tidspunkt en hed debat om mulatbørn; dels havde justitsminister K.K. Steincke havde netop fået gennemført en lov om betaling af børnepenge, hvor ’fædre’ skulle betale børnepenge, bare det kunne bevises, de havde været sammen med kvinden. Derfor ordene om ’de seksten fædre’ i sangen.
Sangen om De tre Musikanter blev skrevet i 1939, men påfaldende nok synger Røde den ved sit bryllup med Agnes allerede i 1935! i TV-serien Matador. En af seriens forbavsende få fejl.
Oskar Hansen har udgivet digtsamlingerne Under røde Faner (1929); Kamp (1932); Kammerater (1935); Digte om min Dreng (1937); Jævne Folk (1947). Han har desuden skrevet mange sange, bl.a. Danmark for Folket og mange politiske revyer o.1ign. Adskillige komponister har sat toner til hans sange, f.eks. Erik Fiehn, Oskar Gyldmark og Otto Mortensen.
Omvisning i Kastellet
søndag den 4. september 2011 kl. 14.00
af Rita Krogh
Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev havde arrangeret en tur med guide i Kastellet søndag den 4. september 2011. Vejret viste sig fra sin bedste side, det var ganske enkelt indbegrebet af en skøn dansk sommersøndag eftermiddag, som var ideel til en lille udflugt.
Vi mødtes foran Kommandantgården med vores guide, Flemming Sejer Eriksen. ’Vi’ – det var tre personer, heraf var den ene formanden, Jens Peter Gjaldbæk! Ja, vi undrede os over, hvor folk blev af, men der dukkede ikke flere op!
Til gengæld fik vi tre, der var mødt op, den mest pragtfulde og interessante omvisning af Flemming, som er en yderst dygtig, vidende og behagelig guide.
Kastellet (opr. Citadellet Frederikshavn) er fredet og er et af Nordeuropas fineste og bedst bevarede fæstningsværker, en fredelig grøn oase og er samtidig et forsvars- og kulturhistorisk mindesmærke og museum.
Christian den IV påbegyndte anlægget, men det blev Frederik den III, som forstærkede skansen og ombyggede det, så det stod klar til brug i 1664. Efter svenskernes angreb mod København i 1659, blev den hollandske ingeniør Henrick Ruse (senere Rysensteen) tilkaldt af kongen for at udbygge Kastellet. I modsætning til resten af Københavns voldsystem var Kastellet ikke kun rettet mod fjenden, men kanonerne kunne også vendes og skyde ned gennem de lige gader, der blev anlagt mellem fæstningen og byen. Fæstningen tjente, med sine høje volde, fremskudte bastioner og to dybe voldgrave, som kaserne og var en vigtig del af hele Københavns forsvarsværker frem til midten af 1800-tallet.
Kastellet forsvarede i 1807 bravt København mod englændernes angreb under bombardementet, men måtte overgive sig sammen med resten af byen. Og Kastellet blev som noget af det første besat under Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940, hvor tyskerne sprængte Norgesporten.
I dag anvender Forsvaret overvejende bygningerne som kontorer, som anvendes af bl.a. Hjemmeværnet, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarets Auditørkorps og Forsvarets Bibliotek samt en række mindre myndigheder og tjenesteboliger.
Midler fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond har gjort, at der fra 1989-99 er foregået omfattende retableringer, så kærnefæstningen nu igen er intakt med vand på alle sider.
Den smukke gule Kommandantgård blev opført i 1725 og tjente oprindelig som embedsbolig for Kastellets kommandant. Herefter kom den til at fungere som embedsbolig for den danske Forsvarschef frem til ca. 2008. Flemming mente, at Kommandantgården nu blev indrettet til kontorer og repræsentative formål.
Dannebrog var på halv foran Kommandantgården/på Kirkepladsen, da én af vores udsendte soldater i Afghanistan desværre blev dræbt dagen før!!
Turen gik forbi de flotte røde karakteristiske kasernelænger (stokke), som fik navn efter deres funktion: Generalstok og Artilleristok. Stjernestok, Elefantstok, Svanestok og Fortunstok er opkaldt efter de marketenderier, der hørte til barakken.
Ved Dronningens Bastion ligger det sidste af Kastellets krudttårne. Der var oprindelig to af disse krudttårne i Kastellet. I virkeligheden var de slet ikke tårne, men to-etagers lagerhuse med op til fire meter tykke mure. Efter at et krudttårn var eksploderet på Øster Vold i slutningen af 1700-tallet med store ødelæggelser til følge, indså man, at det var farligt at opbevare krudt tæt på bebyggede områder. Krudttårnet blev tømt og herefter brugt til tugthus for rebelske civile fanger. Fangerne her var ikke af fin stand, det var tyve og forbrydere. Fængslet var civilt fængsel 1817-47. For få år siddet indrettede Kastellet krudttårnet til fængselsmuseum, og det var uhyggeligt og ’fængslende’ at fornemme, hvordan fangerne har siddet i mørke, ja, siddet, for de kunne ikke stå oprejst i cellerne, og de sad i lag.
Kastelskirken er fra 1704, ombygget flere gange, og i 1725 blev arrestbygningen bygget op til kirken med huller fra fængselscellerne ind til kirkerummet, så fangerne kunne følge med i gudstjenesterne. Man mente, at det havde en opdragende virkning.
Kastellet havde to fængsler: Arresthuset og krudttårnet. Arresthuset var Kastellets rigtige fængsel. Det var her Johan Struensee sad, mens han ventede på at blive halshugget. Her sad grev Brandt også. Det var også her, pirat-kaptajnen John Norcross sad. Også dr. Dampe har siddet her. Statsfanger sad på kongens nåde. Arresthuset var det sted, man opbevarede rigets farligste fanger, dem, som havde gjort forbrydelser mod kongen og staten.
I 1772 afventede Struensee i ca. 3 måneder sin henrettelse i Arresthuset, lænket til væggen under gittervinduet.
Pirat-kaptajnen John Norcross blev fanget af Tordenskjold, flygtede så mange gange fra sin celle, at man til sidst byggede et kraftigt tremmebur til ham i cellen. I sit bur tæmmede han mus, som gemte sig i hans hvide skæg. John Norcross sad her sammenlagt i 32 år (16 år i tremmeburet). Han døde i fængslet i 1758.
Det er fantastisk at se fængslet så velbevaret og autentisk – og tremmeburet står stadig i John Norcross’ celle!
Og så er der lige historien om de to fanger fra 1846 fra Guldkysten – høvding Adum og én af hans fæller. Den danske guvernør havde fået dem arresteret efter drabet på nabohøvdingens to små sønner. De to sorte afrikanere gik ret frit omkring i Kastellet med høj hat og skødefrakke. I 1849 blev Guldkysten afhændet til England, og de to blev hjemsendt. På Nationalmuseet opbevares endnu den tromme, de havde overhældt med blod fra de to drenge efter drabene
Turen gik forbi den gamle hollandske mølle fra 1847, som stadig er intakt. Her blev malet mel til det såkaldte ’Kommisbrød’ til hæren. Kastellet havde sit eget bageri, og en af bagermestrene var Peder Behrendt Købke, hvis søn blev den berømte maler, Christen Købke (1810-48). Christen Købke malede mange af sine motiver i Kastellet.
Så var vi selvfølgelig inde i den smukke Kastelskirke, som oprindelig var forbeholdt Kastellets garnison, men i 1902 blev den sognekirke. I dag en meget populær sognekirke med mange bryllupper og mange koncerter. Kastelskirken er ombygget i flere omgange, og kirkerummet blev sidst bragt tilbage, om end ikke til dets oprindelige udseende, så til dets oprindelige stil. Kirken blev genindviet i marts 1987. Kirken fremstår i dag som en enkel barokbygning uden den store udsmykning.
Kirkepladsen udenfor anvendes jævnligt til paradeplads i forbindelse med officielle besøg og koncerter med militære orkestre.
Og således øsede Flemming videre af sin viden, vi gik forbi en masse spændende ting, som jeg ikke længere kan huske, men så kom vi til Norgesporten, hvor Kastellets Venner & Historiske Samling havde lavet en fin udstilling i den ene port om ’Kastellets historie’, vedligeholdelse og udbygning af ’Kastellets Historiske Samling’ af billeder, effekter etc., og i den anden port kom vi også ind. Vagten havde egentlig lukket, men vi blev lukket ind alligevel, og her så vi en fin udstilling om nu nedlagte ’Danske Livregiment’.
Nu var turen egentlig færdig (nu var der også bare gået over 2 timer), men Flemming syntes, at vi lige skulle gå en lille tur på volden. Så vi tog en dejlig spadseretur på volden ud mod vandet, og her passerede vi det nye monument ’Til ære for Danmarks udsendte’, som Dronningen m.fl. skulle indvie dagen efter på ’Flagdagen’.
Turen fortsatte så på volden, og her så vi også soldater, der runderede. Den Kongelige Livgarde bestrider vagten i Kastellet med et vagtmandskab bestående af fire gardere, en næstkommanderende og en vagtkommandør. Turen sluttede nede ved Hovedvagten kl. 17. Vi fik altså en luksus omvisning på tre timer af vores meget kompetente guide, Flemming Sejer Eriksen.
En rigtig god oplevelse, som der var mange af medlemmerne, der gik glip af – og endnu engang tak til Flemming.
Rita Krogh - én af de tre glade deltagere
Slangerup kontra Brønshøj – lokalhistorie i dobbelt fokus
Tekst og fotos ved Kaare Vissing
Lørdag den 17. september gæstede syv medlemmer af Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev sin venskabsforening Lokalhistorisk Forening for Slangerup Egnen. Det blev en smuk, men også vemodig oplevelse. Med selskabets formand Jens Peter Gjaldbæk i spidsen ankom vi til parkeringspladsen foran Slangerup Rådhus kl. 13.00 og blev modtaget af vore værters formand Jens Lindgreen. Så gik turen til den lille bys Aktivitetshus, hvor snakken gik givtigt hen over kaffen og kringlen. Værterne var naturligvis stolte af Slangerups fortid. Byen omtales allerede i Saxos krønike og som købstad allerede i 1252. Både den danske konge Erik Ejegod og den store salmedigter Thomas Kingo blev født i Slangerup, og sidstnævnte virkede i mange år som præst i byen. Gæsterne kunne til gengæld fortælle om Absalon, der opførte Brønshøj Kirke i 1180’erne og om den svenske krigerkonge Carl X Gustav, der med udgangspunkt i sin belejringsstad Carlstad, som han i 1858-59 anlagde i Brønshøj, var nær ved at erobre hele Danmark. Jo, de to parter fik duperet hinanden så lysteligt! Men Slangerup-banen, som med togdrift forbandt Brønshøj og Slangerup i årene 1906-54, var man enige om at dele æren af.
Efter kaffebordet var tiden inde til en to timer lang guidet tur ved Henny Bøgh, som blev godt suppleret af John Madsen, redaktør af værternes kvartalsblad ”Ejegod Tidende”. Først var man inde i den meget smukke Slangerup Kirke, som blev opført sidst i 1500-tallet, dvs. efter Reformationen i 1536. Guiden fortalte meget inspirerende om kirkens historie og indbo, men den største oplevelse var nok, at en af gæsterne, Thomas Viggo Pedersen, der gennem mange år var organist i Grundtvigskirken, gav et nummer på orglet.
Derefter gik turen til Slangerups Arkivhus på næsten 100 kvadratmeter, så der er god plads til både arkivkasser i et meterlangt reolsystem og et lokale, hvor man kan forske i de mange arkivalier. Uden for rådhuset fortalte Henny Bøgh om statuen af Erik Ejegod, inden man gik over til Den gamle Smedje. Bag denne stod op mod 30 store modeller af Slangerups mest markante huse ude i det fri. Et imponerende værk – og en håndfuld frivillige håndværkere arbejder videre på det pragtfulde projekt! Besøget i Slangerup sluttede inde i et idyllisk hus, der ud over en gammel smedje rummer et køkken og to stuer, der på en gang fungerer som museum og tidsbillede af indboet i et hus for snart hundrede år siden.
Kl. 16.30 kunne gæsterne fra Brønshøj køre hjem igen – alle syv fascinerede af en usædvanlig smuk oplevelse af, hvor optimale vilkår dyrkelsen af lokalhistorie i Slangerup har.
Hvorfor blev det så også en vemodig oplevelse? Fordi de syv gæster, lige inden de kørte fra Brønshøj, havde været til reception i Rytterskolen på Brønshøj Torv. Og dér var det kommet frem i en åbningstale, at 2700Kultur ikke alene har lukket Brønshøj Museum, men også agter at bortauktionere det meste af det, der er samlet ind og bygget op gennem de seneste 25 år af ildsjæle i form af en fremragende museumsleder, et dusin frivillige håndværkere, snesevis af bidragydere, dvs. borgere i Brønshøj, der har afleveret gamle fotografier, malerier, bøger, arkivalier og diverse genstande. Så kontrasten mellem Slangerup og Brønshøj stod sørgeligt slående!
Den skjønneste vej i Brønshøj
tekst og foto af Kaare Vissing
Håbets Allé er helt sikkert sin bydels stolteste vej. Hvor den lidt hovmodige Frederikssundsvej for alvor begynder at knejse med nakken og stikker snuden opad mod Brønshøj Torv, bliver det Håbets Allé for meget. Den står af og drager opad, mod syd. Og driftige håndværksmestre og håbefulde digtere har fulgt vejen gennem de godt hundrede år, den har eksisteret – og såvel allé som alle de andre er nok værd at fortælle en historie om.
Det gjorde journalisten og forfatteren Søren Peder Sørensen på bedste vis, da han gæstede Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev i Kulturhuset Pilegården onsdag den 26. oktober. På nationalt niveau er Søren Peder kendt for bøgerne ”Det dyrebare menneskeliv”, 2008, om korshærschef Bjarne Lenau Henriksens liv og virke, og ”Herberget i Hillerødgade”, 2010. På lokalt niveau er han dels kendt for sit ihærdige arbejde med hjemmesiden om Håbets Allé, www.haabetsalle.com, der for alvor viser vejen, og som medlem af Interessegruppen for Brønshøj Museum.
Søren Peder Sørensens foredrag om Håbets Allé var baseret på billeder, gamle som nye, anvendt pr power-point. Han indledte kort med at fortælle om sit eget forhold til Håbets Allé. Han og familien var flyttet dertil i 1984, og de flyttede til nr. 47 i år 2000. Han har således nu 27 års kendskab til vejen som en af dennes beboere. Da Håbets Allé i 2003 fejrede sit 100-årsjubilæum under stor festivitas, var det naturligt forinden at inddrage Søren Peder i arbejdet på et jubilæumsskrift. Dette blev ganske vist ikke til noget, ”men”, kunne han nu konkludere, ”vi fik en god hjemmeside!”
På den halvanden times tid, der var afsat til foredraget, kunne Søren Peder langt fra nå at komme ind på alle de virksomheder og personligheder, der har præget vejen, ja hele Brønshøj gennem de 108 år, den har eksisteret. Han koncentrerede sig klogt om nogle få, bl.a. den meget driftige håndværksmester Lauritz Hansen og dennes søn A. Karoli-Hansen, der var landsretssagfører i Brønshøj 1941-82 og formand for Brønshøj Grundejerforening 1960-80. Til en række gamle sorthvide fotografier med Lauritz Hansen og hans medarbejdede knyttede Søren Peder adskillige interessante og morsomme kommentarer.
Der var mange andre driftige virksomhedsledere på Håbets Allé i de første årtier af det 20. århundrede. Det skyldtes, at Brønshøj var blevet indlemmet i Københavns Kommune i 1901, hvormed området skulle forvandles fra bondeland til en moderne ydre bydel i en stærkt ekspanderende hovedstad – en udvikling der for alvor tog fart efter 1. Verdenskrig og krævede mange energiske tømrere, murere og andre bygningshåndværkere.
Mest berømt er Håbets Allé måske for at have huset en række forfattere. Søren Peder nævnte dog kun kort Erik Bertelsen, samt Lotte Linck og Stig Dalager, idet han valgte at koncentrere sig om Astrid Lindgren (1907-2002), der engang boede på vejen i forbindelse med en fødsel. Den siden så verdensberømte børnebogsforfatter (moder til Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg m.fl.) var som 18-årig journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blevet gravid. Barnets far var avisens chefredaktør, der ville gifte sig med Astrid, men hun afslog og flyttede til Stockholm. Få måneder efter fødte hun sønnen Lars den 4. december 1926 på Rigshospitalet, som dengang var det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faderen til barnet var.
I forbindelse med fødslen boede den unge Astrid Lindgren gennem længere tid i Villa Stevns på Håbets Allé. Da hun vendte tilbage til Stockholm for at tjene til livets ophold, var det uden lille Lasse. Ham tog den faste beboer i huset, Marie Stevens, sig af – og hun blev derved drengens plejemor i årene 1926-29, mens Astrid måtte nøjes med at se sin dreng under få, korte besøg.
Mange år senere, i oktober 1996, fik den daværende beboer i Villa Stevns, Birgitte Godtfredsen, sig noget af en overraskelse, da det ringede på døren, og der stod en lille, gammel dame udenfor – som viste sig at være selveste Astrid Lindgren! Hun havde aldrig glemt stedet i Brønshøj, og slet ikke æbletræet i baghaven.
Søren Peder Sørensen fik også nævnt, at Simon Spies en kort overgang boede på Håbets Allé, ligesom den måske bedste centerforward nogensinde i dansk fodbold, Ole Madsen, levede sine sidste år på vejen, hvis berømtheder er så utallige som mælkebøtterne i det gule forår.
Poul Lindebjerg går af som næstformand
af Christian Kirkeby og Jørgen Rose
Af helbredsmæssige årsager har Poul Lindebjerg Jensen fratrådt posten som næstformand og ligeledes trådt ud af bestyrelsen. Bestyrelsen forstår dette skridt, selv om vi er kede af det.
Poul har været næstformand siden 2004 og var medlem af Lokalhistorisk Forening, Bispebjerg, som blev sammenlagt med Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev i 2001.
Poul har altid deltaget i mange aktiviteter, han sidder i bestyrelsen i boligforeningen Grønnegården, hvor han har boet i mange år. Grønnegården ligger i Bispebjerg Nordvest’s ”Pipfuglekvarter” (efter vejenes navne) og må siges at være en ægte ”Nordvestborger”. Han er født her og har boet her næsten hele sit liv
Fra det udgangspunkt har han holdt foredrag om kvarteret. Det har også medført deltagelse i styregruppen for Kvarterløft NordVest (2001-2007) samt medlemsskab i Bispebjerg Lokaludvalg (2007-2010)
Da man oprettede Bispebjerg-Nordvests Lokalhistoriske Arkiv, var han den praktiske mand og hovedkraften i indretningen af arkivet i Karens Hus på Bispebjerg Bakke.
Det var også Poul som fik kontakt med kunstneren Bjørn Nørgaard og stod bag dennes foredrag, bl.a. om hans barndom i Ørnevejskvarteret. Som så mange andre troede Bjørn Nørgaard også, at bl.a. Ørnevej ligger på Nørrebro. Men – han lærte, at området rettelig ligger i Nordvest. Arrangementet blev afholdt i den ”gamle” sal i Kulturhuset, som nu er en del af Ungdomshuset. Foredraget var arrangeret i samarbejde med Kvarterløft NordVest, Kulturhuset Bispebjerg Nordvest og Agendaforeningen Nordvest og var det største arrangement i Selskabets historie, med ca. 140 deltagere.
Pouls afløser som næstformand i Selskabet er Jørgen Rose, som også bor i Nordvestkvarteret i Bispebjerg Bydel. Han har været med i stort set de samme organer som de ovennævnte, så lokalhistorisk bliver der kontinuitet i det lokalhistoriske arbejde.
Bestyrelsen ønsker hermed Poul Lindebjerg et godt otium i ”Grønnegården”, hvor han og hans familie har boet i mange år.
Generalforsamling:
Tirsdag den 28. februar 2012 kl. 19.00 i Pilegården, Brønshøjvej 17-19: Der indkaldes herved til Generalforsamling i Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev
%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%